Designer Jan Jørgensen: Design til H. M. Dronningen
Det skrev aviserne før afleveringen af opgaven

 
 

Efter hektisk jule- og nytårstravlhed har hverdagen tilsyneladende atter holdt sit indtog i Aabybro Centret. Kun et fåtal af de, der haster forbi i storm og regn, ved, at der hersker koncentreret aktivitet på første sal over Profil Smykker. Her er guldsmed Jan Jørgensen travlt beskæftiget med en særlig bestillingsopgave: 

 

Et smykke til Dronning Margrethe i anledning af hendes 40 års regentjubilæum, den 14. januar. Jan Jørgensen er en mand, der holder af at udfordre sig selv, både når han dyrker sin lidenskab som kitesurfer og i sit arbejde som guldsmed.

Her er han heller ikke er bange for at begive sig ud på dybt vand, vel vidende at mangeårig erfaring og faglige ekspertise nok skal bringe ham sikkert i land.

 

Da Karl Erik Nielsen, præsident for foreningen, ”De samvirkende danske Forsvarsbroderselskaber”, i begyndelsen af december bestilte et smykke som gave til Dronningens jubilæum, var det både en ære og en faglig udfordring, og det er ikke

første gang, Jan Jørgensen laver et smykke til regenten. For to år siden, da Dronningen fyldte 70, udførte han en lignende opgave. Ligesom nu, var giveren også den gang De danske Forsvarsbrødre, og resultatet blev et unikt halssmykke, bestående af tre brillantbesatte kugler. Denne gang er det et helt anderledes smykke, Jan Jørgensen har givet sig i kast med. 

 

Vi har lovet, at vi først i næste uge afslører resultatet, for det skal naturligvis være hemmeligt til selve jubilæumsdagen. Så meget kan vi dog afsløre, at selv om Dronningens smykkeskrin hører til de absolut velassorterede, indeholder det næppe noget, der ligner det, der i øjeblikket fremstilles på Jan Jørgensens værksted.

 

Vi røber næppe nogen hemmelighed ved at fortælle, at materialerne er sølv, guld og diamanter, og både giver og modtager er symboliseret i udformningen. Hertil kommer, at smykket på magisk vis ophæver selve tyngdeloven, og – så fortæller vi ikke mere...

 

Jammerbugt Kommune har i Jan Jørgensen atter fået en guldsmed, der i kompromisløshed, originalitet og håndværksmæssig kunnen hæver sig over gennemsnittet. En værdig arvtager til Bent Exner, der gennem mange år skabte smykker til det danske kongehus, bl.a. Dronning Ingrid, Kong Frederik, Dronning Margrethe og senest, kort før sin død, det meget omtalte skrin til Kronprinseparrets bryllup.

 

Jan Jørgensen har ikke været alene om opgaven. Hele arbejdsprocessen er sket i tæt samarbejde med Peter, hans mangeårige medarbejder.- Peter er både min højre og min venstre hånd, fortæller Jan. Vi har et fantastisk samarbejde, hvor vi hver især udfører den del af opgaven, vi er bedst til. Peter er heldigvis god til at stå tidligt op, mens jeg ikke har noget imod at arbejde til kl. 4 om natten, så de mange, mange timers koncentreret arbejde

foregår faktisk i døgndrift. Alligevel bliver smykket først færdigt i sidste øjeblik, før det skal afleveres tirsdag den 11. januar.

 

Opgaven har trukket tænder ud, og der har været tidspunkter, hvor jeg har overvejet, om vi burde have takket nej til opgaven. Men dels var den spændende og rummer mulighed for helt nye muligheder i vores fremtidige smykkeproduktion, dels fik vi opgaven på et tidspunkt, hvor vi ikke havde store forventninger til julehandlen på grund af finanskrisen. På dét punkt tog vi nu fejl, for i december blev salget af diamantsmykker faktisk fordoblet i forhold til året før.

 

Gennem de seneste uger har Dronning Margrethe således fyldt meget i det lille værksted i Aabybro Centret, og selv om andre opgaver naturligvis også er blevet udført, har koncentrationen været centreret om det unikke smykke. - Jeg har stor respekt for Dronningen, og de portrætudsendelser og interviews, jeg har set på TV, fortæller mig, at hun rummer mange menneskelige kvaliteter, og jeg mener kongehuset har betydning i markedsføringen af Danmark. 

 

Jeg vil ikke ligefrem betegne mig selv som ”royalist” - i hvert fald ikke på samme måde som min kone er det, for jeg er ikke at finde blandt de mange TV seere, der følger de kongelige begivenheder som bryllupper og dåb. Men selve ordet klinger godt, og allerede for flere år siden skabte vi faktisk en smykkeserie, der hedder ”Royal”, slutter Jan Jørgensen, der glæder sig til at overraske, ikke bare Dronning Margrethe, men også alle os andre, med et nyt, grænseoverskridende, magisk smykke, hvis lige aldrig tidligere er set. Lyder det som et eventyr?

 

Se mere i næste uges avis.



 

 
Det skrev aviserne efter Dronningens jubilæum
Det er en svær opgave at beskrive, fordi den magiske broche og det lige så magsiske smykkeskrin skal ses i bevægelse. Hemmeligheden kendes kun af Dronningen, designeren og få andre, for vi skal bevare “magien” 
 
 

I sidste uge lovede vi at vise smykket, som guldsmed Jan Jørgensen i tæt samarbejde med hans medarbejder, Peter, har skabt i anledning af Dronningens jubilæum. Bestillingen blev afgivet for godt en måned siden af Karl Erik Nielsen, Aabybro, som er formand for foreningen, ”De samvirkende Danske Forsvarsbrødre”.

 

Jan Jørgensen havde frie hænder, dog lå det fast, at foreningens tre farver, rød, hvid og grøn, samt Dronningens logo skulle indgå i smykket. Jan Jørgensen fortæller: - Dronning Margrethe er en kvinde, der gerne bærer store smykker, og snart besluttede jeg at lave en broche. 

 

At Dronningen desuden er kendt for sine store hatte gav inspirationen til at udforme brochen som en hat, og den skulle både være magisk og grænseoverskridende. Nordlysets magnetisme har inspireret mig til eksperimenter med nogle løsninger, jeg aldrig tidligere har ført ud i livet. NU skulle idéen stå sin prøve, og jeg ville lave et smykke, der aldrig før er set. 

 

Det færdige resultatet består af flere dele: En stander, udformet som en slags spyd, monteret på en gedigen plade, alt udført i sterlingsølv. På ”spyddet” svæver på magisk vis tre kugler i forskellige størrelser med indgraverede symboler for Danmark, Grønland og Færøerne. På toppen anbringes hatten, når den ikke er i brug.

 

Selve hatten, som ligeledes er i sølv, har en flot svungen skygge. Hattebåndet er i guld, hvorpå tre brillanter, en rød, en hvid og en grøn er monteret. På indersiden af hatteskyggen er indgraveret Dronningens monogram og årstallene 1972 – 2012, og på toppen sidder en aftagelig diamant, der også fungerer som afslutning, når hatten sidder på standeren. En særlig kugle i sølv erstatter den traditionelle nål i brochen, får nærmest hatten til at svæve på stoffet, den monteres på. 

 

Dronning Margrethe er protektor for foreningen, ”De samvirkende Danske Forsvarsbrødre”, og mandag i sidste uge blev smykket præsenteret for Karl Erik Nielsen. Han var begejstret og så frem til fredag, hvor han personligt skulle aflevere smykket til Dronningen. - Jeg afleverer i første omgang en ”hatteæske” til Dronningen. Heri er kun standeren, og så kan hun undre sig over, hvad den skal anvendes til, indtil jeg overrækker de tre sølvkugler, én af gangen, og fortæller, hvad de symboliserer. Til sidst åbner jeg min jakke og afslører selve brochen, som er placeret på min skjorte. 

 

Dronningen er én af de få, der bliver indviet i hemmeligheden bag smykket, og jeg er sikker på, hun bliver begejstret og glæder sig til at præsentere det magiske smykke for sine børnebørn, slutter Karl Erik Nielsen. Det magiske smykke er svært at beskrive, men det kan ses i bevægelse på her...