4 dages- guldsmededrømme kursus.

Se tider og pris her
Skab dit eget smykke eller dine egne vielsesringe på 4 dage. Vores kursus kræver ingen erfaring da vi arbejder med, sølv og evt. også voks.

 

Generelt om 4 dages drømme kursus i guldsmedefaget.

Drømmer du om at skabe dit eget smykke? Her er den perfekte mulighed! På kun 4 dage lærer du at arbejde med smykker, som den meget traditionelle guldsmed gør det. Dvs. du arbejder med plader og tråd, samt simple loddeteknikker, som sikrer at du hurtigt kan skabe et rigtigt smykke i ædle metaller.  

Kurset bygger på de helt grundlæggende guldsmedeteknikker, hvor du selv smelter og fremstiller plader og tråd, som du kan skabe smykkerne af. Du vil blive vejledt i at skabe de former, du ønsker, uden behov for forudgående kendskab til smykkefremstilling eller andre håndværkskurser. Vi lærer dig det hele fra bunden

Sidst i kurset får du mulighed for at lære en helt grundlæggende voksteknik, som har været designer og guldsmed Jan Jørgensens foretrukne metode til at skabe sit fantastiske smykkeunivers. Du vil opleve dette i Danmarks største åbne guldsmedeværksted i Blokhus, hvor kurset foregår midt i værkstedets kreative miljø.

Her får du ganske enkelt muligheden for at skabe et smykke som en ægte guldsmed! Glæd dig til en unik oplevelse. 

Kurset varer i 4 dage, fra tirsdag til fredag, kl. 10-17 hver dag.

1 dag på guldsmededrømme kursus (Tirsdag)

Undervisning kl. 10-17

Tirsdag formiddag: Vi starter dagen med velkomst og grundlæggende introduktion til arbejdsbordet og det forskellige værktøj. Alle får udleveret en plade sølv, der til sidst skal ende ud i at blive et vedhæng. Du lærer her at bruge en sav, fil og smergel. Dette giver dig mulighed for at afprøve værktøjet og blive fortrolig med materialet.

Tirsdag eftermiddag: Om eftermiddagen fortsætter du med at rette dit smykke med en fil. Når vedhænget lever op til dine forventninger, skal der laves øskner (ophæng til kæde) som derefter skal loddes i vedhænget. 
 

2 dag på guldsmededrømme kursus (Onsdag)

Onsdag formiddag: Vi starter dagen ud med at lære om slib og polering, som senere skal udføres på det næsten færdige vedhæng. Efterfølgende skal du være med til at smelte en sølv ten (stang af sølv), som i selv skal valse ned på mål. Inden frokost lærer i hvordan man opmåler til jeres ring, så den kommer til at passe i din ønskede fingerstørrelse. Så er du klar til at lave din egen ring af det sølv, du har smeltet og valset, den kommende eftermiddag. 

Onsdag eftermiddag: Du skal nu save og bukke din ring, så den passer i den ønskede størrelse. Herefter skal ringen loddes, bankes rund og tilpasses i størrelse. Du skal nu beslutte hvilken profil din ring skal have, (profilen: kan være en rund eller kantet form på ringen) så du kan begynde at file og forme.

 

3 dag på guldsmededrømme kursus (Torsdag)

Torsdag formiddag: Ringene files, smergles og poleres færdig. Hvis i ønsker en særlig overflade er det også en mulighed. Vi slutter formiddagen af med en status, hvor du kan beslutte om du på resten af kurset vil arbejde videre med metallerne, eller om du vil lære at skabe formfulde smykker i voks.

Torsdag eftermiddag: Intro til voks. Her har du muligheden for at lave dit drømmestykker uden et skulle ”spilde” en helt masse materialer. Du vil opdage, at det ofte kan betale sig at lave en hurtig grov prøve, inden du går videre med det endelige smykke. Dette sparer tid, og sikrer at du kommer tættere på det ønskede resultat i løbet af fredagen.

4 dag på guldsmededrømme kursus (Fredag)

Fredag formiddag: Du skal fortsætte med bearbejdningen i voks. Du lærer også at reparere evt fejl i dine voksmodeller. Du kommer også til at høre lidt om støbning og hvordan det foregår. Til sidst laves din voksmodel færdig, så du kan tager stilling til om den skal på ”støbestræet” og støbes. (Efter kurset støbes din kreation i det materiale du ønsker i Jan Jørgensens støbeanlæg ).


Fredag eftermiddag: Naturligvis skal  du kende prisen på at få støbt og evt. færdiggjort din kreation af en guldsmed efter kurset, inden du siger endeligt " GO" til at få voksen støbt. Vi udregner prisen sammen med dig, og laver sammen evt. nogle skitser for hvordan du ønsker det endelige resultat, og hvad guldsmeden måske skal udføre for dig efterfølgende. Efter kurset kan vi enten sende dit smykke til dig, eller du kan afhente det i Blokhus.

Kl. 15:30 rydder vi op i en halv time, hvorefter vi afslutter kurset med en kop kaffe og en ærlig evaluering af kursusforløbet. Går det som vi har oplevet det på tidligere afholdte kurser, så har alle haft nogle vildt hyggelige, sjove, og lærerige dage, med nye blomstrende venskaber.
Vi siger farvel og på gensyn. 
 

Lidt mere praktisk om guldsmededrømme kurset

Der kræves ingen forudgående erfaring for at deltage i kurset. Det er designet til begyndere og kræver ikke andre kurser på forhånd. Undervisningen varetages af en erfaren guldsmed med kun 6 kursister pr. hold, hvilket sikrer, at alle spørgsmål bliver besvaret hurtigt, og at hjælpen altid er nær.

Tilmelding sker efter først-til-mølle-princippet. Du skal være minimum 15 år for at deltage alene, men hvis du er under 15 år, kan du deltage sammen med en voksen.

Kurset gennemføres kun, hvis der er mindst 4 tilmeldte, og du kan ikke få refunderet dit kursus, hvis der er mindre end 1 måned til kursusstart, medmindre vi finder en anden deltager til din plads.

Hvis du er i tvivl om noget eller ønsker at tilmelde dig ventelisten, så kontakt os endelig på info@janjsmykker.dk eller ring på 96 17 02 02.

Book guldsmededrømme kurser her
 

Du kan skabe jeres vielsesringe på drømmekurset

Måske står du foran den store dag og skal giftes. Kurset giver dig en unik mulighed for at skabe jeres helt egne vielsesringe. Underviseren vil guide dig/jer gennem hele processen, så ringene bliver præcis som I ønsker dem, både i størrelse og design. Eventuelle diamanter og mere specialiserede guldsmedearbejder kan vores dygtige guldsmede færdiggøre for jer, når kurset er slut.

Dette er en enestående chance for at skabe jeres personlige og unikke vielsesringe.

Se og Book alle ledige kurser her
 

BLACK WEEKS. Spar 20% på alle smykker fra i dag til 9. dec. 2024.