Se hvordan vi arbejder i værksteds-butikken
Livestream lige over skulderen på guldsmeden.
Vi vil så gerne vise dig det ædle håndværk, også når det sviner eller ser svært ud. Ingen hemmeligheder og ingen filmstjernenykker. Vores kameraer filmer lige over skulderen på guldsmeden, og du ser præcis det samme som guldsmeden ser med sine forstørrelses briller. Vi livestreamer inden for åbningstiden, som er mellem 10 og 17 tirsdag til lørdag. Er det du ser i farver? Ja, og så er det live. Ser du derimod sort/hvid, er det et replay fra vores skærme på værkstedet. Sort/hvid vil du opleve, når du besøger os her uden for åbningstiden, eller hvis guldsmeden holder en pause. Er du på vores side efter kl. 22, vil vi være helt offline, og kameraerne kommer først på igen, når vi åbner kl. 10 næste dag.
Sådan virker vores livestream.
Man skulle tro, at det er simpelt at livestreame fra vores værksted. Det har vi fundet ud af, at det ikke er. Især ikke, hvis vi kun vil levere dig den bedste kvalitet, og på en måde så den enkle guldsmed ikke skal være IT-nørd for at få det til at virke. Nej guldsmeden skal blot tænde kameraet og fordybe sig i guldsmedearbejdet, så skal livestreamen ud til dig bare virke af sig selv. Det har faktisk kostet os gevaldigt i tid penge og ærgrelser at få livestreamen ud til dig, men stædighed og flid er en nødvendig dyd for guldsmede, og det er kommet os til gode her, hvor det har krævet rigtigt meget af begge dele at få det til at fungere. Den enkelte guldsmed ser du ikke, du ser blot det som guldsmeden ser, og måske vil du opleve noget, der er uskarpt, eller noget er kommet foran kameraet under arbejdet - det er jo live, og guldsmeden er fordybet i arbejdet.